Din krop som varemærke…
Hvad siger din krop om dig? Hvad siger din energi om dig? Afspejler den, den du er, og det du vil? Er du dit brand fra inderst til yderst og yderst til inderst?
Hvis du er disciplineret med din træning, er du så også disciplineret i livet, på jobbet, i hjemmet? Og omvendt hvis du ikke er disciplineret med din træning?
En af mine kunder sagde forleden til mig, at hendes mål med træningen bl.a. var at få større indflydelse og opmærksomhed på jobbet, “for pæne mennesker har bare mere held med sig”. Er det rigtigt? Er der mere power bag en person, der er trænet og i god form? Eller?
Jeg underviser i øjeblikket iværksættere i bl.a. salg, kommunikation & branding, frygt & motivation og entrepreneurskab. Og når vi taler om branding og kommunikation, starter vi hos den enkelte iværksætter. Du er dit brand, når du sælger dit produkt, når du taler om din virksomhed, og når du i din fritid handler ind i Føtex. Du ER din virksomhed og dit produkt – også når du har en dårlig dag.
Dit varemærke er vigtigt for din professionelle profil og historien om DIG. Det er blevet en vigtig brik i spillet om at finde det rigtige job og få succes. Men ud fra min opfattelse er det helheden og overensstemmelsen mellem dine handlinger, din personlighed, stil, tone, kropssprog og krop, der er afgørende for dit varemærke og det signal, du sender – og ikke mindst for de mennesker og kunder, du tiltrækker. Ikke kun kroppen isoleret set. Du skaber selv dit personlige varemærke – med HELE DIG!