Min egen lille hemmelighed

Min egen lille hemmelighed

Med inspiration fra Sofia Mannings Mit Hemmelige Forhold til Mad…

So here goes.

Jeg har altid haft et normalt forhold til mad. Hvor jeg spiste lige hvad jeg havde lyst til. Når jeg var sulten. Jeg har altid trænet, bevæget mig og nydt det. Danset ballet, dyrket spring-og rytmegymnastik, ridning osv. 4-6 x om ugen. Min normalvægt har altid ligget omkring de 49-53 kg. (jeg er 158 cm. høj). Lige indtil jeg blev 17, da jeg flyttede til USA. Så tog jeg 10 kg. på på kun 3 måneder. Fik strækmærker på mine lår, fordi vægtøgningen gik så hurtigt. Og jeg blev i den grad udfordret på min identitet som hende den ’lille’. For det var jeg jo ikke mere. Jeg måtte købe nyt tøj. Nye underbukser. I en str. 36/38 og ikke en str. 34!!! Og maven væltede ud over mine bukser. Ulækkert. Klamt. Og jeg hadede det. Hadede mig selv.

Og jeg dansede moderne dans. Jeg gik på løbehold 5 dage om ugen og havde PE i HIGH SCHOOL, hvor jeg dyrkede styrketræning. Så jeg var ligeså aktiv som jeg plejede. Men maden var anderledes. Portionerne anderledes.

Jeg har altid lært, at man skal spise op på sin tallerken. Og det gjorde jeg så. Også selvom portionerne blev dobbelt så store.

Og pludselig synes jeg ikke jeg kunne spise når jeg havde lyst. For jeg boede i et fremmed hjem. Hos en familie. Og et køleskab, som jo ikke var mit køleskab. Så jeg var sulten. SUUULTEN. Og turde ikke gå ud og åbne køleskabet, som derhjemme…

Jeg spiste pludselig ikke morgenmad som jeg plejede. De sukkerfyldte, mærkelige morgenmadsprodukter, var langt fra min fars havregrød.

Og vi fik ikke madpakker med i skole. Men skulle køre ud på restaurant, der serverede oliedryppende dejboller med ranch dressing, deep pan pizza og al det cola, du kunne drikke til.

Ja wonder why, jeg tog 10 kg. på.

Men da jeg sendte senior pictures hjem til mine forældre omkring juletid, og min mor i telefonen udbryder: ”Gud hvor har du fået brede hofter. Nu ligner du snart din mor”…

SÅ tog fanden ved mig.

Jeg startede på min første slankekur. For jeg skulle tabe mig 10 kg. inden jeg kom hjem igen. Basta.

ATKINS-kuren. Ingen kulhydrater. Kun protein og fedt. Og fy føj, det kunne jeg slet ikke finde ud af. Eller jo, åd da bare afsted af kød og ost og smør. Men kunne selvfølgelig ikke holde mig fra kulhydraterne… så det hjalp jo et fedt.

Jeg startede på YMCA og gik til fitness med min værtssøster og værtsmor. Og trænede efter kalorietælleren på maskinen. Stepmaskinen. Cyklen. Løbebåndet. Det handlede om kalorier. Det hele.

Ud med ATKINS og ind med en bog, der hedder FIT FOR LIFE (hvis jeg husker korrekt). Lad mig opsummere kort, hvad den handlede om:

Spis kun så meget som din knytnæve fylder, for større er din mavesæk ikke. Spis 6 gange om dagen. Spis kun inden for det tidsrum hvor du er aktiv – altså ca. kl. 6-18. Og spis aldrig om aftenen, hvor du ikke er aktiv mere. For det tager du på af. Også selvom det bare er et æble eller et salatblad…

Hvis du vil synde, så synd. Spis en pose slik. Men spis den som et måltid. Og spis så ikke andet.
Så når jeg var hos en veninde en almindelig hverdagsaften, ville jeg ikke engang spise et æble. For klokken var jo over 18…

Puuuhhhh, som jeg sidder og skriver det her, kan jeg mærke, at mit hjerte pumper hårdere og hurtigere. Jeg kan huske det SÅ deltaljeret. Jeg husker det SÅ tydeligt. Og jeg kan mærke hvad det gør ved mig.

Der er en grund til, at jeg som personlig træner har en HELT anden tilgang til mad og kost end mange andre personlige trænere. For hvis du – ligesom jeg – og Sofia – har et fucked up forhold til mad, kure og krop, så er det IKKE kalorietælling og strikse programmer, du skal på… for det er bare benzin på bålet…

Og jeg tror også på det NORMALE forhold til mad. Det gør jeg i dag.

Men dengang…. Der blev det værre… og værre… Og jeg er rørt, når jeg fortæller min hemmelighed til jer…

For jeg troede på den bog. Og jeg levede efter den.

Selv efter, jeg kom hjem fra USA og startede på gymnasiet igen. Jeg havde tabt de 10 kg. YES. Og havde fundet en partner in crime, der også havde været i USA i et år og også taget på ligesom mig. Vi kunne i al hemmelighed piske en stemning op. Og vi konkurrerede om, hvem der var tyndest. Hvem der tabte sig mest. Og hurtigst.

Vi mødtes og trænede sammen. Vi købte slik som aftensmad. Vi løb sammen. Og sad så om den slikpose og spiste den. HURTIGT. Nærmest uden af tygge den.

Vi gik til spinning sammen. Og lige uden for spinninglokalet stod vægten. Og vi vejede os efter hver time. Og vægten gik ned. Det gjorde den. Og det var et RUSH. Det var et KICK. Det var FANTASTISK.

Jeg startede i et fitnesscenter og stod i timevis på stepmaskinen og hang over håndtagene – og talte kalorier- som jeg ser mange andre unger piger gøre i dag… og jeg får det fysisk dårligt, når jeg ser ’mig selv’ på den stepmaskine… Og bliver konfronteret med mig selv. Og min hemmelighed.

Jeg trak mig væk socialt. Fra familien. Jeg skulle have særlig mad. Der skulle indkøbes specielt til mig. Den og den bolle. Med flest fibre og mindst fedt. Og så skar jeg den over i 2 og tog den med i skole. En halv bolle i den ene pause og den anden halve i den anden. Og det var så det. Kontrol. Jeg havde kontrol. Og jeg havde tabt de 10 kg. Og mere til. Og vægten fortsatte nedad.

Jeg nød at se andre spise ved bordet. Og ville med glæde byde dem på mere mad. For så spiste jeg jo den ikke. Jeg nød at andre spiste en masse kalorier og fandt stor tilfredsstillelse i, at det ikke var mig, der fik de kalorier indenbords. Ja, jeg kunne næsten fryde mig, når andre havde problemer med vægt og mad. For jeg havde jo kontrol. Og det havde de ikke.

Jeg spiste ikke ris a l’amende til jul. Og jublede da et familiemedlem ved siden af mig heller ikke ville spise det – for så var jeg jo ikke mærkelig, og så var vi to. Pyyyh, så havde jeg helle. Og så blev jeg ikke tvundet til at spise det. YES.

Det er virkelig fucked up at fortælle det her. Og det er et sygt forhold til mad og træning ja. Ja, det indrømmer jeg.

Men så kom vendepunktet.

Den aften hvor jeg var i byen og tog med en fyr hjem. Og han sagde: ”Du har bare den perfekte krop”…

Der vejede jeg 45 kg.

Han havde et stort helkropsspejl i soveværelset.

Og der stod jeg. Og kiggede på mig selv i et stort spejl. Og så et skellet. Og tænkte…

”Det er jo ikke rigtigt. Hvad fanden har du gang i?

Det her må stoppe. Og det stopper nu.”

Og det gjorde det. Fordi jeg havde vilje. Og jeg tror jeg er en af de få heldige. Der kan stoppe der. Lige der. For mange fortsætter.

Jeg stoppede efter over et års madhelvede… Og jeg har i dag igen et helt normalt forhold til mad.

Læs om Sofias bog: Mit hemmelige forhold til mad her.