En del af min krop. Af mig.

Jeg overhører signalerne. Jeg hører dem måske nok, men handler ikke på dem. Og pludselig er den del af kroppen, som jeg overhører, blevet en anden. Altså ikke længere min. Noget fremmed. Ikke en del af mig.

Den er blevet fremmedgjort. Det er noget uden for mig. Men i virkeligheden, så er kroppen jo en del af mig. Min energiforlænger. Det, der sker indeni mig, sker også i min krop. Og rigtig mange følelser og identitet sidder i min krop. Og hvad er jeg, hvis jeg overhører signalerne fra min krop?

Vi kan leve med mange ting. I tirsdags blev jeg spurgt: ”gør det ondt”? Og jeg kunne ikke svare på det. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke mærke den del af min krop længere. Jeg hørte mig selv sige: ”jeg lever jo med det”. At blive set og hørt, og ikke mindst forstået, gav løb for mange års frustration og irritation. Tårerne triller, og jeg kan ikke stoppe dem igen. Jeg er ked og led. Frustreret. Opgivende. Flov. Pinlig. Sur. Såret.

Kig dig selv i øjnene. Tag dig selv alvorligt. Men nogle gange er der en anden, der skal gøre det først. Nogle gange er der én, der skal spejle dig, for at du kan se dig selv. I øjnene.

At erkende, anerkende og acceptere. Det er ikke altid så nemt, som det lyder. Jeg synes i hvert fald, det er svært. Det gør mig sårbar og rører ved noget inde i mig. Ad. Det kan jeg ikke lide.
Skal jeg blive ved med at feje ind under gulvtæppet eller tage tyren ved hornene? Jeg vælger det sidste. Tror jeg nok.

Walk the talk, siger de kloge. Det gør jeg. Eller jeg løber. Derfor må jeg nu gøre op med den del af mig, som i mange år ikke har været en del af mig. Den må jeg omfavne og tage til mig. Pleje. Høre efter. Behandle, som jeg ville behandle andre. Som jeg ville behandle resten af min krop.

Du skal kravle, før du kan gå. Og jeg har bare løbet afsted. Nu må jeg lære at kravle igen.