Rutsjebane i Tivoli
Det ene minut er jeg tilfreds, rolig og i harmoni. Jeg har det godt med mig selv og de valg, jeg har truffet. Jeg nynner og er i overskud. Jeg er glad helt ind til benene og er nærværende. Jeg er i mit hjerte, hvor min sjæl er lykkelig. Det næste minut er jeg bekymret, kontrollerende og ked af det. Jeg tænker på alt det, jeg skal nå, alt det, jeg burde og skulle og føler, at hele verden er i mod mig. Mit ego råber og skriger som et barn, der ikke får opmærksomhed. Det er som at sidde i en rutsjebane i Tivoli. Op og ned og op og ned. Det er som bølgerne i havet. Det er den kvindelige energi.
Måske du kender det?
Vi har masser af følelser og kan til tider endda være selvdestruktive. Vi er intuitive og åbne væsener, der lever i en meget maskulin verden, hvor det kræver, at vi er selvsikre, stærke, realistiske og handlende. Og det lever vi op til. Vi er blevet til powerkvinder. Næsten mænd endda. Men kvindens natur kan vi ikke løbe fra. Og det er en prøvelse. Ja faktisk er bølgerne måske endda endnu større på grund af det.
Og stakkels de mænd, der prøver at tilfredsstille deres kvinder. For det, der virker i dag, virker ikke i morgen. Vores humør skifter som vinden blæser. Og sådan er det bare. Og det er helt okay. Vi er kvinder. Helt fantastiske væsener. Og vi har brug for mænd, der står fast, selvom det stormer. For stormen stilner af igen.