Ved du, hvorfor du ikke har lyst til sex?
En fyr, jeg datede på et tidspunkt, sagde en aften til mig: “Kan du ikke blive sådan en sex-coach eller noget og give andre kvinder noget af det der, du kan?” “Jamen hvad er det, jeg
kan?”, spurgte jeg. “Du er så ligefrem og åben. Der er så mange kvinder, der ikke ved hvad de vil og som ikke har lyst til sex. Det har du. Hvorfor?”
WOW tænkte jeg. Virkelig? Er der så mange kvinder derude, der ikke har lyst til sex? Jeg har altid været af den overbevisning, at kvinder har mindst ligeså meget lyst til sex som mænd. Og det vil jeg stadig påstå, de (VI) har. Der er bare nogle forhindringer en gang imellem – og dumme undskyldninger… Så hvorfor har du ikke lyst til sex?
Ja, det kan jeg kun gisne om, men jeg kan give dig et billede af, hvad der typisk bliver kategoriseret som lystdræbere, og hvad der er lystdræbere for mig.
Der er flere ting i dit liv, der kan have negativ indvirkning på din lyst. Og nogle af de ting er ifølge The Sex Bible for Women bl.a.
1.Fysisk eller psykisk sygdom
2. Livssituationer som det at være nybagt mor, have syge forældre eller pårørende etc.
3. Hormonudsving (graviditet, overgangsalder, p-piller)
4. Medicin
5. Indebrændt vrede mod din partner og andre issues i dit parforhold
6. Kronisk stress
7. Depression
8. Vægtproblemer og dårligt kropsimage
Kilde, uddrag og frit oversat fra: The Sex Bible for Women: The Complete Guide to Understanding Your Body, Being a Great Lover, and Getting the Pleasure You Want, 2008
Der er nogle af punkterne, der springer mig i øjnene – især fordi vægtproblemer, dårligt kropsimage, stress, vrede og parforholdsproblemer, hormonudsving og forskellige livssituationer måske er noget, du kan nikke genkendende til? Det er lystdræbere og noget som de fleste af os på en eller anden måde får ind på livet på et eller andet tidspunkt.
Hormon-hvad-for-noget?
Du tænker måske ligesom jeg – hvad gør p-piller i forhold til min lyst? P-piller er faktisk med til at sænke dit testosteronniveu, og testosteron er hormonet, der bl.a. påvirker din sexlyst! Hvad så med alle de kvinder, der er på p-piller eller anden hormon-prævention hele vores liv? Ja det kunne jeg også godt tænke mig at vide. Og så er der hormonerne, der svinger som en gynge. Åh ja. Om det er pubertet, graviditet, stress eller overgangsalder – der er ikke den ting, du ikke kan rende ind i som kvinde.
BITCH er mit fornavn
Og hvad så med den stress der? Stress påvirker generelt dit humør (det gjorde det i hvert fald for mig, inden jeg blev sygemeldt – BITCH var mit fornavn). Det øger dit kortisolniveau (stresshormonet der påvirker din søvn, appetit, krop og psyke) og sænker dit testosteronniveau – og hvad så? Ja, så er det sgu ikke sjovt at være dig. Ikke lyst til sex og stresset ud til fingerspidserne. Øv.
Og hende bitchen der – JA DIG! Er du sur på din partner og har I nogle parforholdsproblemer, så kan du vist godt skyde en pil efter Amor.
Selvtillids-yo-yo-en
Et emne som jeg ofter kredser om i min undervisning og workshops. Jeg behøver ikke meget forskning til at fortælle mig, at det påvirker min sexlyst. Det påvirker jo min lyst til livet generelt. Har jeg det ikke godt med mig selv og min krop – ja, så kan jeg ligeså godt grave mig ned. Vægtproblemer og kærlighed-had-forholdet til kvinde-kroppen er ligesom en yo-yo. Når den flyver så er jeg high-on life og har det godt. Jeg er den mest sexede, labre larve på jorden, og jeg har lyst til sex. Masser af det! Og når yo-yo’en rammer bunder – jamen, så kan det hele jo også bare være lige meget, og jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen. Træningen, de sunde madvaner, og den positive indstilling… YT. Og så er sex sgu da det sidste, jeg tænker på.
Så hvad gør vi så, når livet er det, der sker? Og lystdræberne står foran din dør?
Det vil jeg give dig svaret på i det næste blogindlæg: “Sådan får du lyst til sex!” Så stay tuned.